Formål

Formål
 
Klubbens formål er, gennem kammeratligt samvær og fælles køreture, at fremme og styrke interessen for motorcyklismen, med hovedvægt på ældre motorcykler.
Vi havde oprindeligt en grund med klubhus ved Noersgaard – ved ”kælkebakken” og ”den kunstige sø” i Harboøre, som den gamle Thyborøn-Harboøre kommune havde stillet til vores rådighed. Der trivedes vi – og var glade for at være der – ca. 8 år blev det til. Da vi blev sammenlagt med Lemvig kommune, solgte de imidlertid grunden i maj 2010, og vi måtte flytte. Ny Lemvig Kommune hjalp os med at finde en ny grund, hvor vi kunne være med vores klubhus. Vi måtte have Redningsringen i Lemvig til at flytte klubhuset til vores nye grund. Efter flytningen trængte huset til en ”kærlig hånd”. Det greb om sig, og det endte med, at stort set alt blev renoveret udvendigt og indvendigt i det gamle klubhus. Der blev bygget om og til. En stor veranda og et udhus bygget op omkring en stor container, som vi fik foræret. Vi er selv meget tilfredse med resultatet af mange menneskers frivillige arbejde. Det vil vi gerne vise frem for interesserede i lokalsamfundet.

Vi holder derfor indvielse af vores ”nye” klubhus – lørdag, den 30. april 2011 fra klokken 14, hvor vi inviterer lokalbefolkningen, MC-folket fra omegnen, borgmesteren og lokalpressen til åbent hus. Der vil være gratis kage og kaffe på kanden til de fremmødte. Vi forventer besøg af mange flotte motorcykler. Vores nye adresse er: MC Tangen, Industrivej 11, 7673 Harboøre. (På samme vej som fjernvarmeværket i Harboøre).

MC Tangen er en motorcykelklub, som gennem kammeratligt samvær og fælles køreture, søger at fremme og styrke interessen for motorcyklismen i lokalområdet på nye såvel som ældre motorcykler. Alle medlemmer i klubben er bosat fortrinsvis i Harboøre og Thyborøn – samt enkelte i Klinkby, Tørringhuse og Lemvig. Klubben består p.t. af 50 medlemmer af begge køn – dog flest mænd.

Vi har klubaften hver torsdag året rundt med forskellige aktiviteter efter årstiden. Om vinteren er det især hygge og kammeratligt samvær, som er i højsædet. Herudover arrangeres forskellige arrangementer i klubhuset med motorcykler og MC-ture som omdrejningspunkt. Det kan være oplevelser fra besøg i andre dele af verden – f.eks. USA på motorcykel. Vi deltager også i aktiviteter udenfor huset, f.eks. virksomhedsbesøg, bryghusbesøg, foredrag i andre klubber eller på biblioteket, stumpemarked i Herning, m.m.

Om foråret, sommeren og efteråret kører vi ture ”ud i det blå” på vores motorcykler. Det foregår fortrinsvis hver torsdag, men også andre dage i ugens løb eller i weekenden, hvis der er nogle interessante mc-træf. Det kan være en tur til Touring Camp på Djursland (kun for motorcykler), træf på toppen i Skagen eller Thy-træf, træf på Færch-torvet i Holstebro, og det kan være en tur til Kølkjær udenfor Herning, hvor flere tusind motorcyklister mødes engang om måneden i sæsonen.

I år er der klubmedlemmer, som tager til USA for at køre på Harley Davidson motorcykler på Rute 66. Det sker sidst i august og begyndelsen af september. Når vi har været ude at køre en tur eller har været på træf, vender vi altid tilbage til klubhuset, hvor vi snakker om de fælles oplevelser, inden vi igen kører hver til sit.

  Flere medlemmer har efterlyst adressen til det sted, hvor vi får lavet rygmærker – f.eks. med bynavnet.

Camée Broderi A/S
Løhdesvej 6
7442 Engesvang
Tlf. 86864055
E-mail: camee@broderi.dk
Website: www.brodeributik.dk